I del 48 fik jeg langt om længe afleveret min fine 1974 Porsche 911 hos shippingfirmaet i Carson, Californien. Nu var der blot til tilbage at vente…. Og vente ! Det var sidste i november at jeg klappede den farvel, og først i april skulle jeg gense min lille frækkert.
Her en kort video fra da vi læssede den af hos shipperen.
Men det var jo ikke overstået med at få den hjem. Nu skulle den igennem hele møllen hos SKAT. Toldsyn, registreringssyn og så hele afgift systemet. Åh…….. Men for en gangs skyld gik det forholdsvis smertefrit. Og NÆSTEN hurtigt.
Men inden at den kunne synes, skulle der jo lige et par testture til i området, for at være sikker på at det hele fungerede som det skulle. Men det var jo en Porsche, så selvfølgelig gjorde det det. Så det var bare at køre dyret til syn og få sedlen uden anmærkninger med hjem. Hvor svært kan det være ???
I løbet af 2-3 uger havde jeg så nummerplader på og kunne nu nyde min lille sportsvogn i fulde drag.
Men jeg er jo typen der aldrig helt bliver færdig med en bil. Hele tiden skal der ske noget nyt. Så jeg fandt et par Fuchs replica fælge i England, men i 17″ i stedet for de originale 15″ – Og naturligvis også en smule bredere. Helt præcis 9″ brede bagpå, og 7,5″ foran.
Samtidig bestilte jeg dem med sort center, i stedet for det polerede som jeg havde fået lavet i USA. Jeg havde jo også allerede i USA købt en ny sportsudstødning til den, så den kunne passende monteres samtidig. Og det gav virkelig den flade 6’er den helt rigtige sprøde lyd.
Efter at have kørt i min Porsche på job nogle gange, fik en kollega også Porsche-feber. Og det forstår man jo godt. Så jeg fandt også en rød 911 til ham, og fik den hjem via Shipping.dk i Køge, hvor Karina sørgede godt for at få den helskindet hjem.
Video hvor man kan høre den nye lækre udstødning fra Bursch/Magnaflow
En Porsche 911 er mange gange blevet kåret til verdens bedste “Allrounder” – Og med rette. Den kan det hele !
Køre på racerbanen hele weekenden, og stadig køre ungerne i skole om mandagen.
Så da jeg af Porsche Klub Danmark blev tilbudt en tur til Sturup Raceway i Sverige, takkede jeg straks JA ! En hel dag på banen med instruktør kan man ikke sige nej til. Det er altid godt at lære sin bil, og dens grænser, på et sikkert område og med kyndig hjælp.
Men når man bruger (Misbruger ?) sin bil på racerbanen, går det også hårdt ud over mekanikken. Og det var desværre mere end min standard bremsevæske kunne holde til. Så jeg kunne kun køre 15-20 minutter af gangen, inden bremserne måtte til afkøling i pitten.
Men…… Selv en Porsche holder ikke evigt hos mig. Der måtte noget nyt til. Så den blev sat til salg, og ikke langt tid efter kom der en mand som ville bytte med en pose kontanter. Så nu skulle jeg på markedet efter noget andet…. MEN HVAD !!?????