Carnut går tilbage i tiden – Del 27

Heine Hansen 29. juni 2014

Vi er stadig i det herrens år 2007, da der her skete en pokkers masse på bilfronten. Der blev købt og solgt som aldrig før. En del blev købt hjem, kun med det formål at sælge videre, men en del blev også købt med intentioner om at beholde dem selv. Men i 2007 var økonomien rigtig god i Danmark, og folk købte dyre biler til sjov og ballade, som købte de slik hos den lokale købmand. Så mange gange var de biler jeg havde intentioner om at beholde selv, også solgt, da jeg tit blev “presset” til at sælge. 😉

Så af de 6 biler jeg og mine kammerater købte i USA i foråret 2007, blev de 4 jeg havde købt, solgt…. Og ganske hurtigt endda ! Selv den store hvide Buick Electra 225 cabriolet, som jeg havde tiltænkt mig selv.

Og den kunne jeg nu ellers godt ha’ set mig selv i den sommer. Den var blevet rigtig lækker. Det kedelige gummiagtige indtræk havde jeg jo fået skiftet ud med en ordentlig kvalitet, inden den bliv sejlet hjem til DK.

Og det var det hele værd. Nu så den meget bedre ud

Sådan her så det ud 2 mdr. tidligere

Sikken en forskel ! Og jeg mener til det bedre, altså !

Instrumentbordet i sådan en 1967 Electra er altså lækkert. Rigtig lækkert !

Og baglygterne. De er fantastiske. Minder meget om dem jeg havde på min allerførste US bil. Min 1964 Buick Skylark (Med 1965 lygter). At se den fra denne vinkel om aftenen er et imponerende syn. Det er bare en 2 meter bred lysbro

Lækker… Men det skulle altså ikke blive mig og hende. En yngre gut fra Næstved egnen kom i vejen for vores videre færden sammen.

Så jeg måtte hurtigt i gang med at finde nye biler som jeg kunne sende over dammen.

Den første bil jeg faldt over var en lidt atypisk bil for mit vedkommende. En rigtig muskelbil. Noget jeg ellers ikke har haft handlet før. Bilen var en 1966 Plymouth Belvedere, som var bygget om til en GTX klon. Og ja….. Kendere ved at GTX modellen først kom i 1967, men lad os nu lade det ligge.

Bilen fandt jeg i Scottsdale, Arizona, hvor jeg før har fundet mange fine biler. Bilen var som sagt klonet til GTX, hvilket indebar at der var lagt en voldsom 440 cu.i. motor under klappen. Sådan en 7.2 liters V8 virker udmærket i en så lille og let bil, skal jeg hilse og sige….. Min makker, Jim, blev som sædvanlig sendt afsted efter den, og hans reaktion var heller ikke til at tage fejl af, da han ringede hjem fra Arizona. “This thing will run in circles around the Dodge Viper I just picked up for a Swede”…. Jo, den var hurtig !

Så der var ingen tvivl – Den skulle til Danmark. Så jeg bad Jim om at læsse den og komme tilbage til Californien.

Og her ligger spetaklet så. 7.2 liter ren ondskab. Og folk som har hørt og prøvet sådan en MOPAR 440 maskine, ved hvad jeg mener. Det her er en af de eneste biler jeg er blevet skræmt af. Den ventede bare på at få chancen til at slå dig ihjel !

Netop hjemkommet til vores garage i Danmark, hvor den ikke fik lov at stå ret længe. Der var rimelig hurtigt en ny ejer som forelskede sig i den hurtige lille racer.

Nydelig kabine kunne den også prale af. Faktisk var det slet ikke nødvendigt for mig at få lavet noget som helst på den, inden den forlod USA

Det her vil de fleste se… RØVEN. Der vil ikke være mange som får chancen for at komme udenom, hvis chaufføren af den her vildbasse strækker højrebenet !

Motor:	440 cu.i V8 (7.2 liter) – ca. 400 HK – MSD tænding, Hedman Headers, Edelbrock Performer alu indsug, DYBT Milodon bundkar, Mopar Performance ventildæksler, March remhjul, Holley benzinpumpe, Holley karburator.
Gearkasse:	TorqueFlight 727 med shift-kit. “Ssure-Grip” bagtøj med 3.91:1 gearing.
Fælge/Dæk:	Weld 8×15″ – Hoosier Slicks til brug om søndagen.
Udstødning:	Hedman headers, 2½” rør med Flowmaster serie 40 potter
Udstyr:	Autometer ure, ekstra glasfiber forklap
Præstationer:	Topfart: Over 200 km/t – 0-96 km/t: 6.2 sek. – 1/4 mile: 14 sek.
Bremser:	For: Ventilerede skivebremser – Bag: 12″ tromler i støbejern – 2-kreds system UDEN vacuumforstærker
Andet:	Denne fine Plymouth startede sit liv i det tørre og solrige Arizona som en “Plain Jane” Belvedere. Den er nu ombygget til en langt mere interessant GTX Clone. Ombygningen består bl.a. a den største og ondeste motor fra Chrysler koncernen, en 440 cu.i. Big Block !!! Den er naturligvis renoveret med alle de bedste stumper. Ny PERFEKT lak uden flimmer ! , nye dæk, skivebremser for, MSD tænding, Hedman Headers, Flowmaster potter, Sure-Grip bagtøj med 3.91 gearing, Edelbrock Performer alu indsug, DYBT Milodon bundkar, Weld fælge, Hurst “Quarter Stick Shift”, Automter instrumenter, Mopar Performance ventildæksler, March remhjul, Holley benzinpumpe, Holley karburator, GTX forklap med 2 små scoop.

Men min Plymouth kom jo ikke alene hjem i containeren. Sammen med den stod en 1968 Ford… Og ikke en hvilken som helst Ford. Men en Politibil. Havde jo fundet mit kald i livet… Jeg skulle samle på amerikanske politibiler.

For inden i enhver voksen mand, gemmer der sig en lille dreng. Sådan er det også med mig. Min lille dreng valgte at give sig til kende den dag jeg faldt over en 1957 Ford politibil i Texas. Bilen købte jeg ikke, men jeg havde forelsket mig i denne specielle niche inden for specielbiler.

Faktisk fandt jeg først en fin 1970 Mercury Politibil. En rigtig “California Highway Patrol”. Blev med det samme dybt forelsket i vognen, og måtte bare eje den. Enhver har jo som dreng drømt om at blive brand- eller Politimand, ikk’ ? – så selvfølgelig skal man da så også ha’ bilen som hører til.

Desværre blev jeg ikke ejer af den fine Mercury, men sælgeren af den, viste sig at være en rigtig “Politibils-nørd”. Faktisk levede han af at restaurere gamle politibiler og så sælge dem videre til privatfolk og til f.eks Hollywood til brug i film.

Så til mit held havde han et par stykker mere til salg. Og her kommer denne Ford så ind i billedet. Det blev så min næste forelskelse……… Så efter en del mailen og telefonsamtaler, blev vi enige om en fornuftig pris på bilen.

Og lige pludselig var jeg ejer af en rigtig California Police Cruiser, med alt det rigtige udstyr som naturligvis stadig virker !
Bilen er fra det sydlige distrikt af San Francisco Bay Area. Dette kan ses da alle 4 døre er hvide døre. Bilerne fra det nordlige Bay Area har kun fordørene malet hvide.

Da bilen er en “City-car” er den “kun” udstyret med en 302 cu.i. V8 (5-liter), 2-portet karburator og enkelt udstødning. Dette gør bilen lettere, så det er nemmere at smide den rundt om hjørnerne inde i byen. Bilerne som bruges til motorvejene har 390 cu.i. V8 (6,4-liter) motorer.

De fleste har nok set filmen Bullitt med Steve McQueen i hovedrollen. Denne film er optaget i San Francisco i 1968. Spoler man ca. 25 minutter ind i filmen, vil man se en bil 100% magen til denne i baggrunden. Lidt sjovt….

Interiøret er lidt sparsomt på disse 60’er politibiler. Der var længe inden at computerne fik deres indtog, så alt her var i bilen var en radio og et “Hotsheet” – Det “Hotsheet” var et stykke papir som betjentene fik udleveret ved hvert vagtskifte. Her stod alle eftersøgte bilers nummerplade, så de hurtigt kunne spotte evt. eftersøgte biler.

Og så et par kontakter til lygterne på taget. På dette tidspunkt brugte mange andre stater i USA store “lightbars”, men ikke Californien, da de havde andre regler for lygteføring. De første lightbars blev først indført i Californien på prøve i starten af 1970’erne.

Afsted til syn. Og det blev klaret med fine resultater.

Og det skal fejres med en kop kaffe og en donut – Hvad ellers !!???

Lidt sjov skulle vi også have med bilen. Så en politijagt blev sat op, og vennerne blev udstyret med kameraer. Ja, det var mobiltelefoner….. Budgettet var minimalt !